At få en hvalp eller en voksen hund er en stor beslutning og en forpligtende beslutning. Det er vigtigt at beslutningen er gennemtænkt og velovervejet.
Når du får en hvalp fra os er den med stamtavle fra Dansk Kennel Klub.
Den er chippet, vaccineret, behandlet for orm samt dyrlægetjekket.
Der bliver lavet købsaftale i overensstemmelse med DKK's regler.
Vi har gennemført DKK's opdrætteruddannelse.
Der følger mad med til den første tid, samt et tæppe der dufter af hvalpens mor og søskende og som giver hvalpen tryghed, den første tid efter flytningen.
Når vi har hvalpe gør vi meget ud af at socialisere dem med mennesker og andre dyr. Vi gør meget ud af at hvalpene er en del af vores dagligdag og er meget i hænder.
Renlighedstræningen begynder vi med så snart hvalpene for alvor bevæger sig ud af kassen, det er et lidt hårdt arbejde at skulle tidligt op om morgenen, men det er vores erfaring at det gør en stor forskel om man starter tidligt og det er en stor hjælp for de nye ejere af hvalpen at dette arbejde er sat igang.
Hos os har vi vores hunde som en del af familien. Vi har 3 hunde og de fungerer rigtig godt sammen og er de bedste veninder. Vi har ofte vores hunde med os, når vi er ude, enten på visit eller ved stranden og lignende. Det primære for os, er at vores hunde er familiehunde.
Vi har meget sjov ud af at lære vores små bamsehunde en masse tricks og vi nyder at gå ture i skoven lige i nærheden.
De første ca. 14 dage, får mor og hvalpe fuldstændigt ro til at hygge sig sammen og nyde hinanden. I denne periode holder vi naturligvis øje med at alt går som det skal men derudover gør vi meget ud af at der er ro omkring mor og hvalpe og ingen stress.
Når hvalpene er mellem 14 dage og 3 uger begynder en ny fase, hvalpene åbner øjnene og begynder at bevæge sig mere rundt og bliver nysgerrige på en ny måde.
Når hvalpene tager initiativ til at komme mere ud kommer vi mere på banen og vores prægning begynder.
Vi gør meget ud af at have trygge rammer for hvalpene og vi forsøger at opbygge en daglig rutine som er med til at skabe tryghed.
Hvalpene kommer ud på faste tidspunkter: Når de har sovet, spist og leget så de vænner sig til et mønster og så de får succes med at tisse osv. udendørs.
Den menneskellige kontakt er noget som alle i familien tager del i. Der bliver nusset og kælet med de små hvalpe og de lærer faktisk deres første kommando, nemlig at komme når man kalder.
At have hvalpe er, for os, en fantastisk begivenhed som hele familien ser frem til og tager del i.
Det er vigtigt for os at kunne levere sunde, velafbalancerede og gode hunde.
HER FØLGER DET KEDELIGE, DET DER PLEJER AT STÅ MED SMÅT:
Skulle det, mod forventning, vise sig at hunden ikke er sund og rask, så kontakt os. Vi vil hellere end gerne indgå i et samarbejde omkring at få løst eventuelle problemer omkring hundene.
Vi giver 2 års reklamationsret i forhold til fejl og mangler der er medfødt/opstået mens hunden har været hos os, dvs. at hvis fejlen er alvorlig, så kan hunden leveres tilbage og det fulde beløb refunderes.
Ofte ønsker man ikke at levere sin hund tilbage da man er blevet glad for den. I sådan et tilfælde er vi indstillet på at betale halvdelen af evt. dyrlægeudgifter op til den pris som hunden har kostet, dette er dog igen betinget af at det er fejl/mangler der er medfødte og alvorlige. Det vil være et krav fra vores side at vores egen dyrlæge er med ind over så vi føler en hvis sikkerhed for at hunden har brug for den eventuelle behandling, samt at det er noget medfødt.
I det tilfælde, at hvalpen er flyttet så langt væk, at det vil være et praktisk stort problem, at vores dyrlæge tilser hunden, i et ovenfor beskrevet tilfælde, laves en aftale om, at købers egen dyrlæge bruges, dette gælder også, hvis hunden får brug for akut dyrlægehjælp.
Det er muligt at blive skrevet på vores "nyheds/infoliste", dette er uforpligtende for både køber og sælger. Herved modtager man løbende information fra os omkring forventet parring, fødsel osv. For køber er det vigtigt at finde den rigtige hvalp fra den rette opdrætter og ligeså vigtigt er det for os at finde de rette nye hjem til vores hvalpe. Derfor har vi valgt at sige at al kontakt, frem til en endelig aftale, er uforpligtende og først i det øjeblik egentlig aftale er indgået er hvalpen reserveret.
Når en hvalp reserveres betales et depositum. Dette depositum understreger at der er indgået en bindende aftale mellem køber og sælger. Fortryder køber sin beslutning, betales depositum tilbage, såfremt hvalpen sælges til anden side uden merudgifter for sælger. Vi ønsker ikke at beholde et depositum, medmindre det er for at dække udgifter, der opstår på baggrund af den aftale der ophæves. Det vil sige jo tidligere aftalen ophæves jo bedre er vores mulighed for at indgå aftale med en anden hvalpekøber. Depositum tilbagebetales dermed når hvalpen er solgt.
Ansvaret for hvalpen er hos os så længe hvalpen er i vores varetægt, medmindre der laves særskilt aftale om, at hvalpen hentes efter den er 10 uger. Det vil sige, hvis hvalpen hentes senere end når den er 8 uger, så påtager vi os ansvaret for hvalpen i 14 dage, derefter overgår risikoen til køber, selvom hvalpen efter aftale stadig er hos os. Hvis der indgås aftale om at hvalpen skal afhentes senere end når den er 8 uger, så skal den fulde pris for hvalpen være betalt når hvalpen er 10 uger.
Skulle det ske at I finder ud af at I slet og ret har taget munden for fuld ved at få en hund i huset så kontakt os også gerne. Vi vil gerne hjælpe med at finde et nyt hjem til hunden. Det kan være en hård beslutning og det er ikke spor sjovt at skulle igennem et salg af sin hund, derfor tilbyder vi at hunden kommer her og vi finder den et nyt hjem. Vi skal ikke have penge for det og den pris vi kan få for hunden får I selv.
Vi kan altid kontaktes ved spørgsmål mht. opdragelse og pleje. Vi hjælper også gerne rent praktisk med en børstning eller vask hvis der opleves problemer i sådan retning.
Det er også muligt at få hjælp til pasning af en hund, fra os, i weekender eller ferier.
Står man med et spørgsmål eller et problem så ring endelig. For nogle er det første hund, for andre er det første langhårede hund osv. Bare ring eller skriv. De fleste vil opleve at der er ting man ikke havde set komme eller man oplever måske bare at skulle have opbakning til det man gør eller bekræftelse i at det er helt vildt hårdt! Så bare ring. Vi elsker at tale om hunde!